søndag den 6. april 2008

#8 - Socialt uvæsen?

Ind til videre kan det måske synes som om at jeg generelt mener at de sociale teknologier i web2 er overflødige og ligegyldige og jeg må da også indrømme at jeg ikke er specielt begejstret for overskrift.dk og del.icio.us, men LibraryThing.com som jeg første gang skrev om i december 07 er jeg faktisk ret begejstret for.

Det er på en eller anden måde for let, at få sig en kæmpe samling af links og interessante blogs at holde øje med, men bøger har derimod en tyngde - en substans, som jeg synes at det er lettere at identificere sig med.. Med links og blogs er det mere tilfældet der råder end den "gode smag" og derfor tror jeg også at de sociale kontakter man kan få gennem LibraryThing er meget bedre - mere kvalificerede.

Jeg har indtastet omkring 100 af mine bøger, og er egentligt kun gået istå, fordi det koster penge hvis man vil katalogisere mere end 100 bøger. Der gik hurtigt sport i at finde bogforsider, og da jeg ligesom havde udtømt mulighederne for at finde dem via google, hentede jeg scanneren frem, og scannede resten.

Tildeling af tags, synes jeg, er et problematisk felt fuldstændig ligesom ukontrollerede emneord kan være det: Det bliver hurtigt en sammenrod af forskellige ord som egentligt er synonyme, men som systemet tror er forskellige og derfor kommer der ikke nogle gode og logiske grupper ud af det. Se nu f.eks. den "tag sky", i den nævnte artikel, baseret på mine emneord:

- Det havde været bedre med kontrollerede emneord, eller tags som var mere specifikke. Havde jeg blot været opmærksom på det fra starten af.. Nå men; eet er den visuelle og den emnemæssige præsentation, noget andet er den sociale side af legen: Bogen "En skuespillers arbejde med sig selv" af Stanislavskij er der f.eks. kun een anden end mig som har, og det viser sig tilfældigvis at det også er en dansk bibliotekar - sandsynligvis en børnebibliotekar, at dømmme ud fra hendes øvrigt bibliotek.. Jeg kunne overveje at skrive til hende - Jeg kunne godt bruge lidt inspiration i den retning, og det fælles afsæt som vi nu har i de fælles interesser kunne jo være et godt udgangspunkt.

Jeg tror at det centrale problem vedrørende folksonomier er at de netop afspejler deres brugeres vidensniveau: Fra det overfladiske og ligegyldige til noget med indsigt og substans. - Når vi taler om overskrift.dk og del.icio.us er det min opfattelse at der ikke er meget at komme efter, hvorimod LibraryThing, Wikepedia, experts exchange og de danske pedanter, nævnt i indspark.blogspot.com; har substans, og gør nytte.

Ingen kommentarer: