torsdag den 29. maj 2008

#14 Musik i kufferten

Har du nogen sinde haft problemer med at lukke din kuffert når du skulle på ferie? Nogen har fundet på en løsning som du måske har hørt om før: Du putter det sammenlagte tøj i poser og bruger en støvsuger til at suge luften ud af posen, og lukker posen. - Det er en hulens effektiv metode når man vil have tøjet til at fylde mindre. Man komprimerer altså tøjet, sådan at der kan være mere af det i kufferten.

Komprimer din musik!
MP3 er en dokumenttype på samme måde som doc og pdf er det, og når du, med mediaplayer, ripper og komprimerer din musik, så skaber programmet et MP3 dokument: Altså en helt almindelig fil som bare rummer noget musik.

En almindelig musik CD kan højst rumme 640 megabytes, og dengang man opfandt CDen var det en fantastisk stor mængde data. Din MP3 afspiller kan rumme 4000 megabytes (=4 gigabytes) og hvis den kun kunne afspille ukomprimeret musik, så kunne der kun være lidt over 6 albums på den (4000/640=6,25).

Hvis nu vi sammenligner MP3 afspilleren med en kuffert, kan der altså kun være lidt over 6 stykker tøj i den, hvilket sandsynligvis er for lidt for de fleste. Jeg ved ikke hvormange kubikcentimeter en kuffert kan rumme, men vores "musikkuffert" har, som sagt, en størrelse på ca. 4000 megabytes og hvis hver MP3fil er på gennemsnitligt 3 megabytes, kan der altså være 1333 numre i den. Den opmærksome læser vil måske undre sig over at det relativt lave antal, når der højt og tydeligt står på pakken til afspilleren at der kan være 2000 numre på!?

- Sagen er den, at man kan indstille Mediaplayer til at komprimere numrene mere eller mindre, men jo mere du komprimerer musikken, jo dårligere bliver lydkvaliteten. Mine udregninger er lavet på basis af en komprimering på 128 kilobit pr sekund (kbps) som jeg synes er et godt kompromis mellem størrelse og kvalitet.

For at give dig en fornemmelse af komprimeringen kan jeg fortælle at en komprimering på 64 kbps giver en rædselsfuld lydkvalitet, 95 kbps er tåleligt mens 192 er fremragende. - Jo flere kilobits pr sekund giver bedre lydkvalitet og større filstørrelser.

Med hensyn til ugens opgaver har jeg hentet musik på netmusik.dk. Jeg ikke fik licenserne til at virke på Vista, men på XP fungerer det fint. Ripningen af en CD og overførslen til afspilleren gik fint. Det er fint at man kan låne musik på netmusik, men at man selv skal slette de musikfiler som er udløbet synes jeg er træls, og når der nu findes en hulens masse materiale på nettet som ikke er tidsbegrænset vil jeg sandsynligvis ikke bruge netmusik i fremtiden.

Tip:
Installationsprogrammet til Zen afspilleren installerer automatik et program kaldet ZENcast, det er ikke end del af opgaven, men det kan varmt afbefales at du kikker nærmere på det, da du hermed kan downloade interessante podcasts og videopodcasts indenfor en masse emner. ZENcast programmet kan også overføre podcastudsendelserne til afspilleren, og i visse tilfælde kan det også konvertere videoerne til det rigtige format. Videoen fra DL.TV fungere ihvertfald udemærket!

søndag den 25. maj 2008

Web2 = middelalderkultur

Det synes som en naturlov at man, når man kommer op i alderen; vil undre sig over hvad der driver de unge. - Hvad er det f.eks. der gør de sociale web2 teknologier så tiltrækkende for dem?

Serendipiteten har spillet Jan Lindhardts; "Frem mod middelalderen, mennesker og medier i det åbne rum" i hænderne på mig, og omend bogen er et bud på kulturhistorien siden middelalderen med fokus på mundtlig og skriftlig kultur, giver den nogle interessante bud på hvad der kendetegner de unges kultur.

Bogen er overordnet inddelt i 3 kapitler - i 3 tidsaldre: Om middelalderen, om moderniteten efter renæssancen og endelig tiden efter 1975. Det som er hans hovedtese, og - som jeg netop synes er en spændende tanke, er at middelalderen og tiden efter 1975 er mundtlige kulturer (deraf titlen), mens moderniteten derimellem er en skriftlig kultur.

Nu er det længe siden jeg beskæftigede mig med Kuhns teori om paradigmeskift, så jeg vil ikke hænges op på noget; men en af de ting der er kendetegnet ved et paradigmeskift er netop at det er den aktuelle generation af unge, som bærer det nye paradigme frem, mens de ældre generationer holder fast i det paradigme - de ideer og det verdenssyn, som de selv er vokset op i. Således skulle det ikke undre mig om jeg og det meste af min generation stadig er præget af modernitetens skriftlige kultur, mens de unges brug af web2 og lignende teknologier netop er et udtryk for at de tilhører en mundtlig kultur.

SMS og emails er godt nok umiddelbart skrift teknologier, men sagen er den at sproget i dem ofte er talesprog. Og TV, som han netop starter kapitlet om tiden efter 1975 med at referere til, er også et mundtligt medie. Også YouTube og BibStream er altså mundtlige medier, og picasaweb og Flickr måske? - tags synes da at have nogle af den mundtlige kommunikations egenskaber. Chat er en klar mundtlig teknologi, og Podcasts er det også. - Og hvad med blogs som denne? Jeg skriver gerne i talesprog, for at gøre læsningen mere flydende... - Hvad synes du!? Og netop det at jeg kan lægge op til diskussion, og det at du kan kommmentere mine artikler er mundtlige aktiviteter.

Nu er anden udgave af Jan Lindhardts bog udgivet i 2003, og web2 var knapt nok opfundet på det tidspunkt. Det kunne ellers være ret interessant med en gennemgang af web2 teknologierne for at få be- eller afkræftet antagelsen om at web2 teknologierne har middelalderlige træk. Jan Lindhardt forsøger at være værdineutral i sin beskrivelse af tidsperioderne, men han antager dog at der må være en sammenhæng mellem et givent medie og det indhold som bliver udtrykt gennem det. Mediet er, så at sige; budskabet. Kunne du f.eks. tænke dig Shakespears komedie; En skærsommernats drøm som SMS?

fredag den 9. maj 2008

#11 Flickr versus Picasaweb

For straks at springe ud i det, så tester jeg flickrs flash show, som skulle kunne integreres i andre hjemmesider. - Første erfaring er at det ikke fungerer, men gad vide om ikke jeg kan løse problemet. Når jeg prøver at udgive artiklen kommer der er fejlmeddelelse om at et tag ikke er lukket. Det er ud til at 3 af tagsne er lukket forkert - de har både en backlash og en lash, istedet for bare en lash. Jeg slettede de 3 backlash, og så kunne artiklen publiceres, men det fungerer stadig ikke: Det eneste der vises er et link til mit flickr album.

Det kan da også være at blogspot har nogle begrænsninger på hvilken kode der kan køre fra artiklerne, så jeg forsøger nu istedet at flytte koden til en gadget og hereuka - nu fungerer det. - Se flashshowet lidt længere nede i højre side!

Fra Microsoft kan man downloade programmet "Windows Live Photo Gallery" som grundlæggende kan de samme ting som Picasa, og du kan også uploade billeder direkte fra Windows Live Photo Gallery til flickr, så i sidste ende er det vel blot et spørgsmål om smag og behag hvad man vælger.

På begge sites kan man få sin egen folder. For nemhedens skyld har jeg kaldt dem begge "mallehoj":
http://www.flickr.com/photos/mallehoj/ og
http://picasaweb.google.com/mallehoj.
Der kan ikke være tvivl om at Microsoft og Google konkurere på dette felt, og det sidste der er sket i konkurrencen, er at Google har sat den gratis lagerplads op på 1 GigaByte hvor Flickr har en grænse på 100 Megabytes, og de har begge udvidet servicen til også at inkludere video.

Det sociale element i flickr interesserer mig ikke videre, hvorfor jeg holder fast ved Picasa og Picasaweb, som helt og holdent lever op til mine behov.